Hvor meget kan den enkelte virksomhed gøre for verdensmålene?


Sommeren er over os – og hver dag rammer overskrifterne os: ”Rekordhøje temperaturer i Europa”, ”Rekord i smeltevand i Grønland”; det er som om den globale opvarmning accelererer og det er nu vi skal handle!

Mange forskellige fora har i dette år sat fokus på FN’s verdensmål, som fylder mere og mere på agendaen. Den nye regering har store ambitioner på klimaområdet, men det er ikke kun en opgave for politikerne: ”Vi skal alle sammen tage ansvar”, hører vi.

Mads Nipper fra Grundfos og Henrik Poulsen fra Ørsted er eksempler på repræsentanter for store og anerkendte virksomheder, som for alvor har sat klimaet på dagsordenen – ikke kun som social ansvarlighed, men som en integreret del af den kommercielle forretning!

Men hvor meget kan den enkelte virksomhed egentlig gøre?
Man kan jo starte med at stille sig selv spørgsmålet: Hvad er min virksomheds status i dag? Hvilke verdensmål er relevante for vores virksomhed? Bidrager vi (i dag) positivt eller negativt til at verdensmålene nås? Hvis ikke vi bidrager positivt, så må tommelfingerreglen være at vi bidrager negativt – og så handler det måske i første omgang om hvordan den negative påvirkning kan reduceres: Kan vi reducere vores energiforbrug, kan vi reducere vores affald eller spildevand, kan vi indkøbe mere ansvarligt, etc. etc.?
Men endnu mere interessant bliver det, hvis vi også stiller spørgsmålet: er der kommercielle muligheder for os ved at arbejde aktivt med verdensmålene? Med andre ord: kan vi bygge nye forretningsområder og tjene penge på at gøre noget godt for verden?

En række af Scale-Up Denmark deltager-virksomhederne har gjort netop dette; de arbejder aktivt med energieffektive løsninger, ansvarligt forbrug eller bæredygtighed – og har skabt spændende vækstvirksomheder på det grundlag. Og det virker! Det er sidste års vinder af Scale-Up Denmark 2018 et rigtigt godt eksempel på: Landstrøms producenten PowerCon A/S med base i Hadsund har netop vundet en ordre på et stort landstrømsanlæg til krydstogtsskibene i Bergen Havn. Det betyder at skibene kan slukke for deres egne dieselgeneratorer mens de er i havn og dermed undgås både forurening og støjgener.


Læs mere om PowerCon’s flotte ordre her >>


Læs mere om dette års finalister og tilmeld dig finalen >>