DI: Turismen er et væksterhverv med potentiale til mere

Af sekretariatsleder Sune K. Jensen, Dansk Industri

Dansk turisme har i de seneste par år oplevet en pæn vækst. Antallet af internationale overnatninger er steget med 32 pct., og hvad der er vigtigere, så er omsætningen, som de udenlandske gæster skaber, når de besøger Danmark steget med 42 pct. siden 2010. I samme periode er den turismeskabte omsætning i hele Europa kun steget med 29 pct..

Vi er i Danmark – modsat en række af vores europæiske konkurrenter – lykkedes med at tiltrække turister med et højt forbrug, og den udvikling skal vi fastholde.

Ifølge Eurostat er Danmark den dyreste destination inden for EU. Danmark er således en fjerdedel dyrere end Holland og en tredjedel dyrere end Tyskland. Det gør, at vi hele tiden skal være på forkant med udviklingen, og sikre oplevelser af høj kvalitet, så turisterne oplever at få ”value-for-money”. Derudover kan vi se, at turisternes efterspørgselsmønstre har ændret sig de seneste år, og det er derfor vigtigt, at vi holder et vågent øje med nye trends, som har betydning for turisterhvervets vækstmuligheder.

Bæredygtighed er et område, som får stadig større betydning, når turisterne vælger feriemål og oplevelser. Bæredygtighed er ikke bare ”nice to have”, men blevet et konkurrenceparameter i kampen om at tiltrække kvalitetsbevidste turister. Og bæredygtighed er ikke kun sund fornuft i forhold til miljøet og klimaet, men også god forretning.

Gennem strategisk arbejde med virksomhedens ressourceforbrug, grøn energi, reduktion af madspild og andre bæredygtige initiativer, kan virksomhederne både spare ressourcer og samtidig få en konkurrencefordel i forhold til konkurrenterne.

Derudover er det tydeligt, at turisterne stadig har en stærk interesse for det lokale og autentiske. Turisterne ønsker at bo som de lokale og spise den lokale mad. Særlig maden fylder stadig meget for turisterne. Og det er ikke kun Michelin-stjernerne, der trækker. Autentiske madoplevelser som for eksempel økologiske lokale råvarer i sæson er i høj grad efterspurgt, og dette trækker også tråde til turisternes ønske om at besøge en bæredygtig destination.

Turisternes interesse for det lokale og autentiske spiller ind i kulturturismen, der er et område i vækst. Ifølge VisitDenmark er kulturturismen steget fra 1,6 mio. turister i 2014 til 2,0 mio. i 2017. Samtidig angiver 43 pct. af udenlandske turister, at kultur er en væsentlig årsag til at valget faldt på Danmark som rejsemål.

Udenlandske ferieturister brugte i 2018 ca. 1 mia. kr. på kultur og oplevelser i Danmark. Turisterne vil gerne se andet end de traditionelle seværdigheder, som destinationerne kan tilbyde, og her kan museer, events og det øvrige kulturliv spille en meget større rolle, end den gør i dag. Et stadig tættere samarbejde mellem kulturen og turisterhvervet om for eksempel fælles produkter og videndeling om turisternes adfærd, vil kunne skabe endnu bedre mulighed for vækst i kulturturismen.

Derudover ligger der et stort potentiale for turisterhvervet i digitalisering, der er en megatrend som påvirker alle erhverv. Digitalisering og strategisk indsamling og anvendelse af turistdata kan være et afgørende element i forståelsen af, hvad turisterne oplever på destinationerne, og hvad der skal til, for at få dem til at komme igen. I dag forholder det sig dog sådan, at en lang række af destinationer og virksomheder ikke indsamler turistdata i et omfang, som gør det muligt at arbejde systematisk med disse data.

Desuden kan digitaliseringen frigøre ressourcer i virksomhederne, og dermed være med til at løse nogle af opgaverne med at give turisterne en unik og skræddersyet oplevelse. Derudover kan en øget digitalisering give virksomhederne lettere adgang til forretningsmuligheder på internationale markeder og komme i direkte kontakt med kunder over hele verden.
Dansk turisme har et stærkt udgangspunkt for at udnytte de megatrends, som vil påvirke turismen i de kommende år, men det kræver et stærkt samarbejde mellem erhvervet, destinationsselskaberne og det offentlige.

 

Læs også artiklen om Discover Denmark, der digitaliserer de danske opleveler – store som små! 

 

Se mere om Scale-Up Denmark center for Oplevelseserhverv & Turisme