Mati2Ilt finalist i Scale-Up Denmark og Next Step Challenge

Miljøet i fokus i Offshorebranchen

Virksomheden Mati2Ilt er med fokus på FNs verdensmål #6 om rent vand, en miljøorienteret virksomhed der bla tester og analyserer ballastvand og øvrige vandsystemer samt renser spildevand fra offshoreproduktioner med en nem plug&play løsning. Efter et intenst forretningsudviklingsprogram, står de nu styrkede klar til at indtage verden.

For at bringe Verdensmålenes fulde forretningspotentiale i spil, opfordres danske virksomheder til at orientere sig mere mod vækst- og udviklingslande, hvor væksten gennemsnitligt er dobbelt så høj som på de traditionelle, danske eksportmarkeder. Samtidig har vækst- og udviklingslandene de største behov – og med stigende vækst forventes den reelle efterspørgsel på markederne at vokse. Udviklingsmidler kan samtidig bringes i spil for at afdække risiko og udfolde partnerskaber.

Og netop partnerskaber er vigtige i arbejdet med udviklingslandene, forklarer Kasper Steffensen fra Mati2Ilt.
“Vi har gjort os mange erfaringer i bla. Mozambique, hvor vi går langsomt frem og navigerer udenom klassiske problemstillinger. Vi har i øjeblikket to projekter i spil; Vores teknologi til måling af vand-kvalitet og vores mobile enheder egner sig til hurtig og let mobilisering efter naturkatastrofer, såsom dem vi oplevede for nylig i Beira og Cabo Delgado. Rent vand er det vigtigste efter voldsomme hændelser.
I hovedstaden Maputo er der store udfordringer med lækage fra vand-distributions systemerne. Vi er derfor i dialog med forsyningsselskaber, hvor vi identificerer omfang og effektive løsnings-muligheder,” forklarer Kasper Steffensen.

Mati2Ilt har gennem de seneste 5 måneder været igennem Next Step Challenges forretningudviklingsprogram for at få redskaber til at vækste virksomheden yderligere – med god sparring fra bla. forretningsudvikler Moonis Kamil, repræsentanter fra Mærsk, DIS og Energy Innovation Cluster.

De er nu gearet til også at indtage offshorebranchen, hvor der anvendes hvad der svarer til 6-10 tønder vand til at producere en tønde olie. Og idet der produceres i en række forskellige lande er der også forskellige regler og direktiver, der skal følges i forhold til håndtering af vandet. Derfor kan vandmåling og -rensning være en kompliceret affære og det er ikke altid den mest miljøvenlige løsning, der ligger først for.

Mati2Ilt insisterer på, at bæredygtig udvikling og en verden i vækst ikke er modsætninger, men tværtimod lige dele nødvendige, hvis vi skal overlade en bedre verden til vores børn og børnebørn.

Læs også artiklen om ‘forretningsmuligheder for 400 mia. kr. for danske virksomheder i FNs Verdensmål’ >>