Det Maritime Elitetræningscenter har fået en flyvende start

Ni nye virksomheder er blevet screenet og udvalgt som deltagere i Det Maritime Elitetræningscenter, ét af tolv ambitiøse udviklingscentre i det nationale Scale-Up initiativ.

De ni virksomheder er: HIPAQ A/S i Svenstrup, Logimatic Solutions A/S i Aalborg, Port-Safety ApS i København, PowerCon A/S i Hadsund, A/S Scan i Hvide Sande, SL Power A/S i Faaborg, Vest-El A/S i Hvide Sande, VMS Group A/S i Frederikshavn og World Marine Offshore A/S i Esbjerg.

Det Maritime Elitetræningscenter er ét af 12 udviklingscentre placeret rundt om i Danmark i det nationale Scale-Up Denmark projekt. Som navnet antyder, har Det Maritime Elitetræningscenter til formål at understøtte væksten og udviklingen i små og mellemstore højvækstvirksomheder, der har ambitioner om og potentiale til at være i eliten på sit felt.

Port-Safety ApS fra København er en nystartet udvikler af LifeLadder – en patenteret og vedligeholdelsesfri redningsstige til havnemiljøer der med sit banebrydende design med indbyggede solceller sikrer synlighed dag og nat. Støtte fra Markedsmodningsfonden og ny investorkapital fra BOREAN Innovation har givet virksomheden en god start, og de tårnhøje ambitioner skal nu opskaleres i Det Maritime Elitetræningscenter. De ønsker i forløbet at fokusere på deres eksportstrategi:

  • Vores LifeLadder produkt har et fantastisk potentiale. Deltagelsen i Scale-up giver god mulighed for at få tilført ekspertise som øger forudsætninger for at ramme eksportmarkederne rigtigt. Vi har identificeret centrale elementer i vores go-to-market strategi, som vi ønsker at få kvalificeret gennem deltagelse i programmet. Succeskriteriet er, at vi skal være klar til produktlancering, når Scale-up forløbet slutter til marts 2018 siger Kim U. Haaning, CEO i Port-Safety ApS.

Torsdag og fredag 7-8. september er de 9 virksomheder på start camp på Skallerup Seaside Resort i Nordjylland med fokus på strategi og ledelse. Deres forløb strækker sig over syv måneder, hvor der bliver arbejdet intensivt med den enkelte virksomheds vækst- og udviklingspotentialer. Det sker gennem individuelle aktiviteter med rådgivning om finansiering og kapitalfremskaffelse samt et rådgivningsforløb ved specialiserede konsulenter. Dertil kommer kollektive aktiviteter i form af camps og workshops om faglige temaer og med mulighed for erfaringsudveksling og netværk.

  • Vi glæder os over, at ambitiøse maritime virksomheder fra hele landet har tillid til, at vores skræddersyede udviklingsforløb kan gøre en forskel for dem og flytte dem nærmere målet om at blive en højvækstvirksomhed. Det er en tillidserklæring, at vi med de nye deltagere nu har i alt femten perspektivrige virksomheder med i den maritime del af Scale-up, som er meget ambitiøse om deres vækstmål, siger Christine Lunde, direktør i MARCOD, der driver Det Maritime Elitetræningscenter i samarbejde med Væksthus Nordjylland og LIVA consult A/S.

Der søges lige nu deltagere til hold tre, som starter op i februar 2018. Der er plads til max 8 virksomheder. Er man interesseret i at høre mere, kan man kontakte MARCOD.


Hold 2 til startcamp på Skallerup Seaside Resort.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Christine Lunde, direktør MARCOD, telefon 23 32 03 32 / [email protected]
Kim U. Haaning, CEO Port-Safety, telefon 53 68 80 70 / [email protected]
Om Det Maritime Elitetræningscenter

  • Det Maritime Elitetræningscenter er ét af de 12 udviklingscentre i Scale-Up Denmark
  • Centret er placeret i Nordjylland i et konsortium mellem MARCOD, LIVA consult A/S og Væksthus Nordjylland
  • 30 kandidater udvælges blandt 200 screenede i perioden 2016-2019
  • Målet er at skabe 150 jobs, 90 mio. kr. i omsætning og øge eksporten med 36 mio. kr. på fem år
  • Centret har et budget på 12,5 millioner kr. heraf 4,1 millioner kr. i privat medfinansiering
  • Den Danske Maritime Fond støtter projektet økonomisk
  • Se trailer her