Scale-Up skal give virksomhederne vokseværk

Af Christian Bruhn Rieper, vicedirektør for regional udvikling i Region Hovedstaden

Her i Danmark ligger vi i top i forhold til at skabe flest opstartsvirksomheder pr. indbygger. Men når det kommer til at få virksomhederne til at vokse sig større og skabe job, ser billedet desværre anderledes ud. Her ligger vi under OECD-gennemsnittet – og langt efter lande som USA.  

Derfor samarbejder regionerne på tværs af landet og er gået sammen om at booste de små virksomheder ved at udvikle gode acceleratorforløb for udvalgte ​​virksomheder – med udgangspunkt i de regionale styrkepositioner.

Vi skal udnytte vores styrker

I vores region er vi særlig stærke indenfor områder som life science og informationsteknologi. Inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT) står hovedstadsregionen fx for over halvdelen af danske arbejdspladser og over 80 pct. den samlede eksport. Samtidig er vi den region, hvor der investeres mest i forskning og udvikling, nemlig 5 pct. af det regionale BNP, hvilket er mere end metropoler som Stockholm og Hamborg.

Den styrkeposition skal vi udnytte, så flere små og mellemstore virksomheder bliver internationaliseret og vokser til større virksomheder, der bringer arbejdspladser og vækst til regionen. Det kræver professionel og specialiseret rådgivning.

Vokseværk skaber værdi for hele regionen

Scale Up Denmark gør det muligt for fx ambitiøse – men internationalt uprøvede – it-iværksættere at få værdifuld sparring hos dygtige trænere og mentorer fra succesfulde danske og internationale virksomheder. Samtidig vil der være en stor værdi i at skabe gode partnerskaber med eksisterende satsninger fx ’Copenhagen Spin-Out’ og ’Copenhagen Health Tech Cluster’.

På den måde kan Scale Up være med til at styrke Greater Copenhagen over for andre metropoler i landene omkring os, så vi bliver kendt internationalt som en vækstregion med høj livskvalitet og bæredygtighed. Samtidig kan det være med til at bringe os nærmere målet om at være blandt de fem foretrukne steder i verden for udvikling af sundheds- og velfærdsløsninger til det globale marked.  For hver gang vi lykkes med at give en lille virksomhed vokseværk, bringer det arbejdspladser og udvikling med sig til gavn for alle os, der bor og arbejder i Greater Copenhagen.