Aftale om Scale-up elitetræningscenter for robotteknologi

Pressemeddelelse, Region Syddanmark 22. maj 2017

Syddansk Vækstforum har investeret 10 mio. kroner i et nyt Scale-up Denmark elitetræningscenter, som skal hjælpe unge robotvirksomheder med vækstpotentiale til at vokse sig store på rekordfart.

 

Og der er i dag indgået aftale mellem konsortiet bag Scale-up Denmark og dem, der skal drive centeret; Væksthus Syddanmark, Teknologisk Institut og Odense Robotics ved Udvikling Fyn.

 

Elitetræningscenteret er en del af det landsdækkende initiativ Scale-up Denmark, som giver virksomheder med et ekstraordinært vækstpotentiale adgang til stærke faglige miljøer og intensiv træning.

Formand for Syddansk Vækstforum og Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), udtaler:

 

– Vi er rigtig stærke inden for robotteknologi i Syddanmark, og med det nye elitetræningscenter har vi et rigtig godt tilbud til virksomhederne. Samtidig understøtter centeret et område, som er i voldsom vækst og har et stort globalt potentiale.

 

I Syddanmark er der på nuværende tidspunkt etableret Scale-up elitetræningscentre inden for energieffektive teknologier, offshore industri og sundheds- og velfærdsteknologi.

Med den aftale, der er indgået i dag inden for robotteknologi, er der nu også en god scale-up mulighed for de mange nye og lovende robotvirksomheder.

 

CEO Thomas Visti, Mobile Industrial Robots udtaler:

– Hos MiR kan vi kun bakke op om, at Scale-up Denmark nu også får et elitetræningscenter med fokus på robotteknologi. I Danmark øjner robotbranchen store muligheder i disse år, og et initiativ som Scale-up Denmark kan bidrage til, at de virksomheder, der netop står på spring med den gode ide og et stort vækstpotentiale, får chancen for at indgå i elitetræningscentret og hurtigt skalere deres vækst.

 

Direktør for Produktion ved Teknologisk Institut, Anne-Lise Høg Lejre, udtaler:

– Vi ser frem til, at vi nu har et Scale-up elitetræningscenter inden for robotteknologi, hvor vi løfter virksomhederne op i superligaen. Initiativet bygger oven på Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi i Odense, hvor vi allerede arbejder målrettet med at fostre start-ups.

 

I dag blev der også indgået aftale mellem konsortiet bag Scale-up Denmark og SE Next Step A/S, Insero A/S og Spinderihallerne Vejle Kommune om at drive et elitetræningscenter for oplevelseserhverv.

 

Fakta om Scale-up Denmark

  • Scale-up Denmark er et landsdækkende treårigt vækst initiativ, som de fem regioner og Erhvervsstyrelsen samarbejder om.
  • Det er målet med Scale-up Denmark, at mere end 355 særligt lovende virksomheder vokser sig store og skaber over 1.200 nye arbejdspladser og en meromsætning på omkring 2 mia. kroner i løbet af fem år.
  • For at nå i mål, er der etableret regionale træningscentre, der er baseret på de regionale specialiseringer og styrker. Initiativet tager altså afsæt i en ”arbejdsdeling” mellem regionerne.
  • Det er de bedste nationale og internationale virksomheder med potentiale til at udvikle sig til vækstvirksomheder inden for forretningsområderne, der rekrutteres til træningscentrene.

 

Yderligere oplysninger:

Formand for Syddansk Vækstforum og regionsrådsformand og Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, tlf. 25 33 09 82.

Direktør Jani Lykke Methmann, Væksthus Syddanmark, tlf. 24 98 80 01